VELKOMMEN TIL MIN BLOG!
HER SAMLER JEG ALLE
MINE BEDSTE TIPS OG STRATEGIER
TIL DIG OG DIN PRIVATØKONOMI
Ville du styre din tid uden en kalender? Brug et budget til at styre dine penge.
At holde styr på mine finanser er simpelthen ikke noget jeg vil overlade til et hjørne af min hjerne. Hver dag bliver vi udsat for impulser og fristelser, og hjernens natur er bedragerisk i forhold til at overvurdere, hvor mange penge vi har til rådighed og vores evne til at spare på andre udgifter. Det er ren biologi, så du skal ikke have dårlig samvittighed over ikke at vide, hvor dine penge bliver af.
Min økonomiske opvækst
Jeg har i min opvækst lært alt om, at der skal arbejdes for pengene, men meget lidt om, hvordan pengene skulle arbejde for mig. Gennem årene har jeg dog alligevel gjort mig en del tanker om, hvordan man får mere ud af sine penge… men det har været learning by doing.
Med tiden har budgetkontoen skiftet karakter fra at være en omkostningskonto vi modvilligt betalte ind på, til at være hjertet i vores økonomi, og det sted vi skaber de pengestrømme, som vi i dag sender videre mod vores fælles økonomiske mål.
