Penge gror da ikke på træerne... eller gør de?

Første gang publiceret 14. marts 2019

Har du som barn fået at vide, at penge ikke gror på træerne? Har det efterladt dig med en følelse af, at intet rigtigt kan lade sig gøre, fordi det er for dyrt?

Lad mig i stedet fortælle dig en anden historie om pengetræer, som forhåbentlig planter et lille frø hos dig og giver dig mere værdi.

Hvordan kan det være, at nogen bliver rige og andre bliver ved med hele livet at kæmpe for at få enderne til at mødes?

Selv hvis 2 personers livsbane er ens, og de begge tjener det samme, så er der én ting, som afgør om de over tid ender med at have mange penge, eller om de hele deres liv er afhængige af arbejdsindtægter eller endda offentlig forsørgelse.

Den ene afgørende ting er naturligvis, hvor meget af deres indkomst, de beholder til sig selv.

Nogle har tidligt bestemt sig for, at en del af deres indkomst for evigt skal være deres og hjælpe dem til at leve et ubekymret liv… og de bruger ikke denne andel, fordi de ved den tjener dem et større formål.

Forestil dig en livsopsparing, som et æbletræ der vokser og gror. Når du har sået dit frø, passer og plejer du det med vand og gødning og sørger for, at jorden ikke tørrer ud. År efter år tilføjer du jorden vand og næring og træet vokser stille og roligt op og begynder at sætte blomster. De første år vil træet slet ikke bære frugt. Træet vil bruge al sin energi på at vokse, men du hjælper det på vej.

Efter en årrække kan du stole på, at din indsats bliver belønnet. Rødderne har fat, stammen er urokkelig, og du skal ikke længere vande træet, men kan nyde frugterne hvert eneste år.

Selvfølgelig vil der komme år med tidlig nattefrost og blomsterne vil blive svitset og høsten blive lille. Men så længe du ikke fælder træet og tænker, at nu fyrer du det af i brændeovnen for at få varmen en kold aften, så skal træet nok komme sig igen.

Analogien fra træet til din livsopsparing er den samme. Det tager tid for dine penge at gro så meget, at du kan leve af dem, og derfor kan det være svært ikke at bruge af dem her og nu.

Men ligesom et træ, der bliver revet op med rod, skal også du starte forfra hver gang du tager af din livsopsparing. Se den i stedet som noget, der skal stå fast det samme sted hele dit liv. Pengene er nogen, du gemmer til dig.

Someone is sitting in the shade today, because someone planted a tree a long time ago.

Warren Buffett

Pointen er, at det ikke er de penge du gemmer, men deres afkast, du kommer til at nyde frugterne af.  

Faktisk skal du ikke bruge energi på dit æbletræ til dagligt. Du skal sørge for at få plantet dit æbletræ så tidligt som muligt, så det hurtigt vokser sig stort og stærkt. Din første vigtige beslutning er derfor den skjulte opsparing af din løn, der kaldes pension.

Sæt tidligt et mål for din pensionsandel fast. De pensions- og pengeinstitutter jeg har talt med, er enige om, at 12% er et absolut minimum, hvis du vil opretholde din levestandard som pensionist. Kommer du senere i gang, skal du spare mere op. 

Med tiden vil du kunne sætte dig i skyggen af træet og slappe af og nyde frugterne af din indsats. Selv små opsparinger vokser sig store, når blot man bliver ved med tilføje penge til dem.

Jeg håber, du også har lyst til at plante et pengetræ og nu tænker på din livsopsparing og det at investere på en lidt anden måde. Og lad dig ikke spise af med at penge ikke vokser på træerne. Der er altid en vej, hvis man brændende ønsker sig noget.

Kærlig hilsen Ulla

Forrige
Forrige

Se din pengefrygt i øjnene

Næste
Næste

Ja, ja… Jeg sparer mere op... i morgen