Se din pengefrygt i øjnene

Første gang publiceret 8. marts 2019

Økonomi kan være svært! Ikke bare fordi det handler om tal og finans og renter. Økonomi er så meget mere... Økonomi handler om vaner, om prestige, om usagte ting, om afsavn, skyldfølelse og måske manglende viden eller kontrol. Økonomi kan gøre ondt og gamle ar kan gnave i os i årevis og fortælle os, at vi ikke har råd, at vi ikke fortjener det, eller at det er nemmere at lukke øjnene. 

Økonomi kan være et stort tabu. Penge er ikke noget mange taler om... det er noget, man har styr på.

Og vi har alle så travlt med at vise verdenen, hvor mange penge vi har, at det bliver svært at række ud efter hjælp og indrømme, at det her ved jeg ikke, hvordan jeg skal håndtere.

Mellem ægtefæller hersker der også forskelligt pengesyn og prioriteringer om, hvad og hvor meget vi må bruge. Hvor meget skal vi bruge på vores børn? På os selv? Hvor er stopknappen, hvis økonomi handler mere om følelser end rationel tænkning? 

I luksusfælden er det ofte først, når deltagerne får stillet deres forbrug op, sort på hvidt, at følelserne kommer frem. Indtil da fornægter man det, man slår det hen, griner af det, beskylder partneren for at rode. Men der på bordet foran dig, der ligger virkeligheden. Og den lyver ikke.  

Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at bruge sine penge på. Jeg bliver så irriteret, når deltagerne i luksufælden skal kvitte smøgerne eller sælge hunden. Der tyes oftest til pisk - og ikke gulerod. Hvor er alle drømmene og visualiseringer af, hvordan det vil føles at have ro og overskud i økonomien?

Det jeg synes er vigtigt er, at du har det godt i din økonomi. Ingen skal fortælle dig, hvad der er den rigtige prioritering for dig. Det er kun dig selv, der kan mærke dette. 

Når jeg opfordrer dig til at lægge et budget, er det fordi jeg vil have dig til at se “Sort på Hvidt”, hvad du bruger dine penge på. Og jeg vil have dig til at mærke efter, om du lever efter dine værdier, og om du bevæger dig i den retning, du selv ønsker, eller om du lukker øjnene, mens tiden bare går.

Hvis du ryger kan det jo sagtens være, at du selv synes, at det er smøgerne, der skal kvittes. Men det kunne måske ligeså godt være dit madbudget, du ville finde pengene på. Det afhænger af dig. 

Med tallene foran dig, vil der være en masse følelser, du skal forholde dig til. Måske håbede du, at du kunne gå ud og købe et stort hus… men der er måske kun råd til et rækkehus. Måske har du faktisk ikke råd til en bytur hver weekend, og hvad får det så af betydning for din sociale status? 

Den gode nyhed er, at budgettet gør dig i stand til at komme videre. For at finde vejen til målet, bliver du nødt til at vide, hvor du er henne og hvorfra du starter.  

Målet og dine værdier skal være dit fokus, så lav en plan for, hvordan du skal nå derhen. Hvilke poster er ikke så vigtige for dig, som det er at kunne nå i mål? Kan du øge dine indtægter?

Sig aldrig til dig selv, at du ikke har råd. Sig i stedet, at du har valgt at prioritere anderledes, fordi der er noget andet, der betyder mere for dig. 

Et budget er ikke en spændetrøje. Et budget giver dig lov til at bruge penge på det, du synes er vigtigt - og det hjælper dig med at se, hvor du skal finde pengene til at få råd til det, du drømmer om. 

Så åben øjnene og tag ansvaret for din økonomi. Se mulighederne og gør, hvad der skal til for, at du bevæger dig i den rigtige retning. Også selvom du kun kan tage et lille skridt af gangen.

Kærlig hilsen Ulla

Forrige
Forrige

Hverdagsluksus … Lidt om prioritering

Næste
Næste

Penge gror da ikke på træerne... eller gør de?