Hverdagsluksus … Lidt om prioritering

Første gang publiceret 22. marts 2019

I denne weekend er hele familien 4 dage i Lalandia. Hvor er det dejligt at have tid sammen og kunne lade alle de huslige opgaver ligge derhjemme, mens børnene har det super skønt!

Samtidig er et par dages fri en god anledning til lige at stoppe op og samle energi midt i hverdagens travlhed.

Dagens skriv handler om de små valg, vi tager i hverdagen. Kender du det der med, at man sætter sig selv på en nulsukker kur, hvor man ikke må røre sukker en hel måned?

Jeg elsker sukker… især når jeg ikke må få det! Jeg bliver rigtig bitter og gammeldags træls, når der er noget, jeg ikke må få. Straks begynder jeg at finde på alle mulige undskyldninger for at omgå min egen regel, og jeg bruger en masse negativ energi, som naturligvis modarbejder mit mål om at skære sukkeret væk.

Jeg har derfor en regel, jeg lever efter, når det gælder mad: Jeg går aldrig på kur!

Til gengæld har jeg en lille indre stemme, som fortæller mig, at nu er det på tide at rydde op i sukkeret, fordi der simpelthen ryger for meget indenbords og jeg er nået til det punkt, hvor jeg er afhængig af mere for at holde energiniveauet oppe.

Jeg er ret god til at lytte til den stemme, og jeg har efterhånden lært mig selv, at det er noget andet i mit liv, jeg skal have styr på, når der er så travlt, at kun sukker får det hele til at hænge sammen.

I stedet kigger jeg indad og tænker efter, hvilke vaner jeg skal have ryddet op i, når kiloene sniger sig på. Sukkeret handler for mig om dårlig livsstil og manglende overskud. Som regel ved jeg godt, hvor kalorierne kommer fra… og så må jeg handle efter det.

Ofte har vi alt for travlt i hverdagene og sløser med aftensmaden eller bestiller takeaway, (jeg lover, at det er fristende, når vi er 2 voksne med fuldtidsjob og 2 børn, som udover skole og veninder går til fritidsaktiviteter 4 dage om ugen) eller også er der gået for meget weekendhygge i den med slik og rødvin eller jeg er faldet af på den, på madpakkefronten og henter færdig frokost på den lokale cafe.

Løsningen for mig er som regel altid bedre planlægning kombineret med en oprydning i fryser, køleskab og køkkenskabe.

Slut med forbudt…

På samme måde håndterer jeg min økonomi. Jeg bliver utrolig træt, hvis jeg skal spare. Jeg gider ikke bruge energi på at stresse over, om vi har penge nok. Jeg føler mig ligefrem fattig og ked af det, hvis jeg sætter mig selv på en no-spend periode.

I stedet vil jeg hellere kigge på, om der er nogle vaner, jeg kan ændre på, som automatisk giver mig mere overskud på langt sigt. Det klares bedst med en rask oprydning og pen og papir, så man kan skrive ned, hvad der skal gøres.

Jeg har gjort det til en vane månedligt at kigge på:

  1. Om madposten er blevet større end normalt.

  2. Hvor meget vi bruger på fastfood og at spise ude.

  3. At lave en oprydning i skabe og forsøge at få brugt de madvarer og husholdningsprodukter vi har i forvejen.

Kvartalsvist at tjekke om:

  1. Vi har betalingsapp og abonnementer på iTunes og App Store, som vi ikke skal bruge.

  2. Om der har sneget sig streaming abonnementer ind, som vi ikke bruger (nok) eller om de kan nedgraderes.

  3. Skriver en ønskeliste med tøj og makeup, som jeg mangler og prioriterer, hvad der er Need to Have og Nice to Have.

  4. Jeg prøver også at danne mig et overblik over børnenes behov for tøj ved sæsonskift.

Årligt tager vi også et tjek på:

  1. Om vores vand, el og varmeregning er stabil (2022 don’t get me started!😱)

  2. Om vi er tilknyttet det seneste fordelsprogram hos vores forsikringsselskab. Vi har før sparet 20% på forsikringer ved at få dem til at undersøge, om vi har de bedste priser.

  3. Om vi skal tage et tilbud hjem fra andet forsikringsselskab.

  4. Om vi skal tage et tilbud fra andet pengeinstitut på vores lån.

  5. Løber budgettet igennem og tjekker for omkostninger, vi ikke har brug for.

  6. Om vi har skabt et rådighedsbeløb til at lave ekstraordinære afdrag på lån for at spare renter på langt sigt.

  7. Om vores langsigtede økonomiske plan og målsætninger er opdateret.

Økonomi handler i høj grad om vaner, og hvad vi tillader os at snige ind af hverdagsluksus. For os er det f.eks. en unødvendig luksus at købe en fransk hotdog til børnene, når man er i IKEA eller efter svømmetræning. Selvom det er hyggeligt, så er det i vores øjne bedre at komme hjem og spise sund mad, og vi lærer børnene at udskyde deres behov bare en halv time. Så små er de heller ikke længere.

En anden hverdagsluksus vi også forsøger at begrænse er at “drikke pengene op”. Med det mener jeg, at rødvin, mælk, juice og saft kun kommer frem få gange om ugen, som regel i weekenden. Coffee-to-go sker måske kun hver 2. måned, vi har i stedet thermokopper med i bilen, når vi kører hjem til familien vestpå. Vi drikker normalt kun vand til måltiderne og vi savner slet ikke noget.

Hvis du synes, det er svært at se, hvilke luksusvarer du tillader dig selv i dag, og som kan skæres væk, så prøv at sammenlign din hverdag i dag, med din hverdag som barn. Spiste du eller dine forældre ligeså meget slik eller chips, som du gør i dag… og købte de Cafe Latte to-go, hver gang de tankede bil?

For mig personligt giver denne hverdagsluksus ikke en stor nytteværdi. Når jeg endelig får en god kop kaffe på café sørger jeg for at nyde den i godt selskab. På den måde prioriterer jeg mine økonomiske kalorier til dagligt, så der ikke sker noget ved at købe noget dyrt ved specielle lejligheder.

Jeg vil hellere se på mit forbrugsmønster og min livsstil i det daglige, så jeg ikke går og klatter penge væk hele tiden. Hvis man holder øje med 5’erne, så skal 100 kr. sedlerne nok passe på sig selv.

Har du svært ved at få økonomien til at hænge sammen, så flyt din tærskel for luksus.

Luksus til hverdag er ikke en luksus. Det er en dyr vane.

I min webshop finder du både et skønt gratis budget, som du kan starte ud med, når du skal se hvad dine penge går til, og du kan også købe mit visuelle Dashboard, hvor du kan danne dig et overblik over din samlede formue, følge din vej ud af gæld, spare op og se dine penges fremtidige udvikling.

Med overblikket som motivation og dagbog, kan du hele tiden kan se, at du bevæger dig i den rigtige retning og få ryddet op i vaner, der koster dig lidt for meget.

Kærlig hilsen Ulla

Forrige
Forrige

Lønningsdag - Brænder pengene i lommerne på dig?

Næste
Næste

Se din pengefrygt i øjnene