Lav en opsparing til uforudsete omkostninger

Første gang publiceret 23. februar 2019

Hej og velkommen tilbage.

En af mine vigtigste holdepunkter i livet for at trives og vokse er grundlæggende sikkerhed. At have økonomisk sikkerhed betyder for mig, at jeg ved at skulle der ske noget uventet, så gør det nok lidt ondt, men det vælter mig ikke.

For at du kan beskytte dig selv mod stress fra uforudsete omkostninger (og hverdagens andre små katastrofer), er det vigtigt, at du til enhver tid har adgang til penge. Nogen kalder det en økonomisk buffer, en regnvejrsfond eller simpelthen en nødopsparing.

570.000 danske voksne har iflg. YouGov for Nordea (2017) ingen opsparing, der kan dække dem, hvis vaskemaskinen går i stykker, bilen skal repareres eller tandlægeregningen blev større end forventet. 570.000!! Av min mave.

Er dette dig, sætter du dig i stor risiko for at måtte optage dyre lån, når uheldet er ude.

Derfor kommer der nogle muligheder herunder, nogle mere akutte og kortsigtede og naturligvis de langsigtede og mere sikre.

Akutløsning - en kredit

At lave en kassekredit i banken kan være en løsning, hvis du er disciplineret nok til at få den afbetalt hurtigt af, efter du har måttet trække på den.

Men det er ikke en langsigtet løsning. Banken er en forretning, og de ved, at når efterspørgslen er høj, kan de sætte prisen højt. De kigger på dit samlede økonomiske mønster og her vil dine pengevaner og din opsparingsevne (og vilje) blive vurderet. Har du i forvejen svært ved at spare op, vil banken tage sig godt betalt for at give dig kortsigtet luft i økonomien.

Bankens pris, renten, sættes nemlig ud fra bankens risiko ved at låne dig penge. Har du løbende overskud er det nemmere og billigere at låne, men er du konstant bagefter, må du måske ty til dyrere og mindre sikre lånemuligheder.

Hvis du ingen opsparing har, kan det være en god ide at starte med at kontakte din bankrådgiver og spørge, hvad de skal have for at tilknytte en kassekredit til en helt ny og særskilt konto (uden betalingskort tilknyttet).

Det gjorde vi faktisk selv, da vi skiftede bank, fordi vi havde brugt hele vores opsparing til at betale boliglån af med, så… bare for en sikkerheds skyld.

Fordelen ved at have kreditten tilknyttet en konto, du ikke normalt bruger er, at du så ikke svinger kortet lidt ekstra. Faktisk glemte vi lidt, at vi havde muligheden for at trække på en kredit, da det kun var til nødstilfælde.

Det vil sige den særskilte konto bare stod med en saldo på 0 i al den tid vi havde den.

Vi fik aldrig brug for kreditten og vi har nu aflyst den, men det gav ro i maven at vide, at skulle der ske noget uforudset kunne vi overføre pengene til en aktiv konto. Saldoen på kontoen var 0 kr, men kreditrammen på 75.000 var klar, mens vi sparede op på vores budgetkonto. Der skete aldrig en transaktion på kontoen. Heldigvis.

Lad være med at tilknytte en kredit til din daglige forbrugskonto. Du vil bruge en masse energi på at undgå at falde for fristelsen til at bruge af den, når du ser et godt tilbud, og der er virkelig ingen, der skal bruge den slags negativ energi på deres hverdagsøkonomi!

Har du på forhånd forberedt dig på dårlige tider, skal du ikke til at forhandle med banken, når du står allersvagest.

Vær selvkritisk! Kan du ikke få bevilget en kredit til en fornuftig pris, så lad være med at tage den, og gå i stedet til næste step.

Det gælder også, hvis du er bange for at falde for fristelsen til at bruge den på ting, der ikke er uforudsete omkostninger!


LangsIgtet løsning - Opsparing

Du bør indrette din økonomi, så du månedligt automatisk opsparer til uforudsete omkostninger. Min anbefaling er, at dit første mål er en buffer på 10.000 kr. Hvis du synes, det er svært at lade være med at bruge pengene, fordi du har et hævekort til kontoen, så overfør dem til en særskilt konto uden hævekort.

Du kan omdøbe kontoen til Nødopsparing 10.000 kr.  hvis det gør det nemmere for dig ikke at bruge pengene. Så har du defineret både formål og målsætning for kontoen.

Opsparingen af de første 10.000 kr. bør ske ret hurtigt, og i hvert fald som en første prioritet, inden du køber luksusgoder, som tøj, restaurantbesøg mm.

Du må derfor ud og skaffe 10.000 kr. hvis ikke du kan spare dem op af din normale økonomi. Du kan sælge ting, eller du kan hjælpe andre og få betaling for det. Du kan også gøre det til en sport at spare pengene i dit daglige forbrug, hvis du f.eks. undlader at købe kaffe på tanken eller sparer på dit madbudget.

De 10.000 kr. må gerne kræve lidt af en indsats at samle sammen. Stoltheden over, at du - måske for første gang i dit liv - har en opsparing vil give dig selvværd og momentum til at komme videre og tage hånd om de andre ting i din økonomi, som kan optimeres.

Er det ikke muligt for dig at finde pengene hurtigt, så tag det i det tempo, du kan. Men gør det til en god vane at sende penge over på kontoen mindst en gang hver måned og fyld penge på igen, hvis du bliver nødt til at tage fra den.

Fokusér på at overføre små beløb fra hverdagen. Jeg er selv blevet overrasket over, hvor meget momentum, det har givet blot at sende 50 kr om ugen plus diverse småbesparelser og afrundinger af min lommepengekonto videre til en investeringskonto. Jeg kalder det mit #1000krprojektet og jeg har opbygget en aktieportefølje på nu 30.000 kr. (December 2021) Ved at fokusere på 1.000 kr af gangen!

Din nødfond er dit basale sikkerhedsnet under din økonomi. Når du har styr på din backup plan kan du begynde at afdrage dyr gæld og minimere din samlede risiko.

Du bør ikke afdrage dyr gæld før du har et nødberedskab på plads, for hvis du sætter hele din opsparing ind mod din gæld, bliver du tvunget til at stifte ny gæld, når der sker noget uventet. Og det er demotiverende og et skridt tilbage på din vej mod gældfrihed og et bedre moneyflow. 

Synes du ikke beløbet er ambitiøst nok fordi Murphy’s lov hele tiden rammer dig?

Hvis der er mulighed for, at flere ting kan gå galt, vil den ting, som vil forårsage mest skade, være den ting, som går galt. Hvis der er et tidspunkt, hvor det vil være specielt dumt, at noget går galt – så vil det ske på det tidspunkt. Hvis der er noget, som ikke kan gå galt, så går det alligevel galt. - Murphy’s lov.

Du skal ikke undervurdere, hvad en backup plan gør for din mentale indstilling til din økonomi. 10.000 kr. kan samles sammen på relativt kort tid. Så tænk ud af boksen og prøv om du kan spare nogle af dem i dit normale forbrug.

Hvad er din backup plan i dag, når noget uforudset sker? Har du en opsparing og har den et formål?

Juster dit bufferbeløb til din livssituation og tænk igennem, hvilke omkostninger, du kan blive ramt af og vil have råd til selv at håndtere, når de opstår. Men lad dig ikke stoppe af, at du synes det er umuligt.

Start med et lille beløb og sæt så dit næste mål! Du kan godt. Det ved jeg!

Kærlig hilsen Ulla

Forrige
Forrige

Ja, ja… Jeg sparer mere op... i morgen

Næste
Næste

Ville du styre din tid uden en kalender? Brug et budget til at styre dine penge.