Sådan opgør du din Formues Nettoværdi

Kært barn har mange navne, Networth, Friværdi eller Nettoformue. Men hvad er Networth eller din Nettoformue egentlig for en størrelse?

Jeg plejer at tænke på vores nettoformue sådan, at det er det beløb, vi ville have til rådighed, hvis vi skulle starte et helt nyt liv op fra bunden. Hvis vi solgte huset og bilerne og rykkede det hele til et andet land. Hvad ville vi så kunne tage med os i bagagen?

Nu er jeg jo bogholder, og jeg elsker altid at krydre mine tanker om privatøkonomi med lidt debit-kredit.

Din formue kan bestå af mange ting, men den dækker basalt set over alle værdigenstande og besiddelser, som du enten kan omsætte til kontanter eller som kan hjælpe dig til at skabe fremtidige indtægter.

Din formue kan have en meget håndgribelig pengeværdi eller den kan være mere fluffy og bestå af viden, uddannelse, erfaring, forretningshemmeligheder, knowhow, royalties eller rettigheder.

Til gengæld er dine formue ikke det samme som dine indtægter. Indtægterne bruger vi i stedet i budgettet og kun overskuddet efter omkostninger er betalt tælles med i formuen, som opsparing.


Aktiver minus passiver er lig med din nettoværdi eller friværdi.

Forskellen melem dine aktiver og gæld er lig med din nettoværdi eller friværdi.

Aktiver - Din formue

I regnskabsteori kaldes formuen ofte for Aktiver.

Når jeg selv opgør min formue tager jeg kun de aktiver med, som jeg nogenlunde sikkert kan gøre op i rede penge.

Det vil sige min opsparing og indestående på min virksomheds- og budgetkonto, mine aktier, vores pensioner, vores bil og hus og sidst, men ikke mindst, vores hest, som vi fik i februar 2022.

Af de mere bløde aktiver, har jeg efterhånden 15 års solid erhvervserfaring med ledelse og regnskab, jeg er ret så ferm analytisk med IT, SKAT og andre offentlige regler, og jeg kan håndtere komplekse datamodeller i Excel. Det er en del af min personlige bløde aktiv “pakke”, og den er svær at gøre op i penge, men jeg ved, at jeg kan anvende den både professionelt, på hobbyplan og personligt i mange år fremover. Jeg prøver ikke at tilføje værdien af den bløde pakke til vores formueopgørelse, værdierne er i konstant udvikling og jeg kan ikke sælge dem.


Passiver - din gæld plus din friværdi

Overfor formuen kan man ofte have en række gældsposter. Nogle af dem er direkte forbundet med vores aktiver, idet vi har stiftet gælden for at kunne købe aktiverne.

Passiver kan også være helt kortvarige gældsposter, som ubetalte regninger eller det kan være en gæld til SKAT.

Noget af gælden vil måske også relatere sig kun til forbrug, men fælles for gæld helt generelt er, at vi har påtaget os en “forpligtelse” til at betale for noget i fremtiden. Gældsposterne er passive i den forstand, at de ikke bidrager til at øge vores indtægter.


Nettoformue - forskellen mellem aktiver og gæld

Nettoformuen eller din friværdi er forskellen mellem aktiverne og gælden. Hverken mere eller mindre. Betaler du gælden af bliver nettoformue boksen større. Køber du et aktiv eller stiger dine aktiver i værdi, bliver nettoformue søjlen højere.

Regnestykket:

“Alle dine Aktiver” minus “Alle dine Passiver” = Nettoformue.

Det gælder også for friværdien, at den er passiv af natur. Det er ikke en gæld, og det er ikke et aktiv. Friværdien bidrager ikke til hverken dine indtægter eller dine udgifter.

Friværdi er egentlig “bare” tom luft: Hvis du solgte dit hus til 3 mio. og indfriede din gæld på 2 mio., så ville du få 1 mio kr. i hænderne, og så ville overskuddet blot være et nyt aktiv i form af kontanter eller en opsparing. Heroverfor ville din nettoværdi stå som et passiv og den ville også være lig med 1 mio. kr.

Aktiverne er altså altid lig med Passiverne. Det er blot et spørgsmål om, hvor meget der friværdi og hvor meget der er gæld.

Personligt kan jeg godt lide at notere værdien af vores nettoværdi hver eneste måned. Det tager mig ikke særlig lang tid, og jeg synes det er motiverende at se, hvor langt vi er nået. Jeg har også nogle mål, jeg gerne vil ramme inden vi skal på pension, og her bruger jeg nettoværdien som pejlemærke sammen med afkastet. Det kan du evt. læse mere om i denne post: CoastFIRE - økonomisk frihed ved pensionsalderen



Hvad kan man bruge friværdi tallet til?

Bliver du så lykkeligere eller rigere af at have en stor friværdi i dine mursten?

Jeg er ked af at sige det til dig, men du kan desværre ikke “spise dine mursten eller friværdi” uden enten at sælge huset eller belåne det. Friværdi er mest papirpenge. Men derfor kan der nu godt være en god tryghed i en stor friværdi i et turbulent marked eller en lettelse over ikke at skulle betale til en gældspost mere.

Lad mig tage et eksempel. F.eks. en ejerlejlighed. Det er helt irrelevant for lejlighedens pris, hvor meget gæld der er i lejligheden. Selv hvis boligmarkedet går op eller ned, så bliver gælden ved med at være den samme. Friværdien afhænger af, hvor belånt lejligheden er, og dermed, hvor meget du kan tage med dig den dag, du måske vil sælge.

Når vi #pengegrammere alligevel opgør vores nettoformue eller vores Net Worth, så er det fordi det er en god målestok for, om vores økonomi bevæger sig i den rigtige retning og om den bliver mere robust.

Det er i virkeligheden bedre at fokusere på, hvor meget afkast vores aktiver giver os. Altså indtægter. Man kan være “husfattig” eller køre biler, der ofte skal repareres eller taber i værdi. Det bliver man ikke rigere af, så balancen skal altid passe til ens indtægter.

Hvornår stiger Nettoformuen?

Det gør den både når du afdrager gæld, og når du sparer op eller investerer. Men du kan flytte rundt på aktiverne eller passiverne uden at værdien nødvendigvis ændrer sig.

Eksempel: Ved at optage et lån på 1 mio. og købe et sommerhus til samme værdi, stiger både aktiver og passiver med 1. mio. Nettoformuen forbliver den samme, fordi du både har øget dine aktiver og din gæld med 1 mio. kr.

Forholdet mellem din samlede gæld og dine samlede aktiver har til gengæld ændret sig og du skylder nu mere set i forhold til dine samlede aktiver.

Din økonomi bliver mere robust jo større forholdet er mellem din nettoformue og aktiverne. For eksempel er vores gældsandel pt. ca. 40% af vores samlede aktiver og ca. 60% af vores hus værdi.

Hvis huspriserne falder, så forbliver gælden den samme, men vores friværdi i huset falder, og vores økonomi bliver mindre robust og fleksibel.

INDTÆGTER FRA AKTIVER

Når du investerer kan det til gengæld være, at du får en lejeindtægt fra sommerhuset, der overstiger renteudgiften fra lånet. En investering kan altså øge dine samlede indtægter, selvom du skal have mange penge op af lommen eller stifte gæld. Det er også en god ting at holde for øje, når vi investerer i aktiver.

Det kan sagtens betale sig at satse på flere aspekter af økonomien på samme tid alt efter hvilken tidshorisont man har fokus på, og måske endda vende tilbage til fordelingen mellem aktiver og gæld og aktivere noget af den passive friværdi.

Ofte står vi og prøver at vælge mellem om vi skal betale gæld af, eller spare mere op og investere i flere aktiver. Begge dele giver en større nettoformue, da vi tilføjer midler fra vores økonomiske overskud (Indtægterne minus udgifterne). Enten ved at udvide vores samlede balance (aktiverne) eller ved at ændre forholdet mellem passiverne.

I mit blogindlæg Er en stor friværdi et godt mål for din økonomi? kommer jeg lidt mere ind omkring betydningen af friværdi, og hvad man skal være opmærksom på, når man måler på “den rene luft”.

Personligt har vi tidligere fokuseret meget på at nedbringe vores gæld, og herefter har vi et par år prioriteret aktiv siden ved at investere i aktier og sætte mere ind på pension.

Så længe verdenen ser ud, som den gør her i efteråret 2022 prioriterer vi lige nu at spare op. Også selvom inflationen er tårnhøj. Vi kan afvikle gæld eller investere igen senere.

Du kan altid se vores aktuelle fordeling af aktiver og passiver, hvis du følger med på instagram, @moneyflows.dk hvor jeg løbende poster vores opgørelser.

Jeg vil elske, hvis du efterlader en kommentar nedenfor om, hvordan du håndtere dine aktiver og passiver, og om du tillægger Networth nogen værdi i dine økonomiske mål.

Du er også altid mere end velkommen til at skrive en DM til mig på mail eller instagram.

Kærlig hilsen Ulla

Forrige
Forrige

Overvej, hvor vigtigt det er at blive hurtigt gældfri - vi afdrager og investerer samtidigt

Næste
Næste

CoastFire - Økonomisk frihed ved pensionsalderen