Sådan lukker du din aktiesparekonto hos Saxo Bank

  1. Hvorfor skifte?

  2. Faldgruber ved at flytte, som du skal være opmærksom på.

  3. Reglerne for overførsel af aktiesparekonto.

  4. Processen – spar penge ved at sælge dine papirer selv.

  5. Opgørelse og betaling af skat.

  6. Overførsel af kontoen.

  7. Opsummering.


  1. Hvorfor skifte?

Jeg har bestemt mig for at lukke min aktiesparekonto hos Saxo Bank og flytte det hele til Nordnet.

Jeg manglede egentlig blot det sidste skub, hvilket Saxo Banks direktør Kim Fournais selv leverede med en sexistisk sammenligning af kommunisme og top-topskatten. Det sidste lille puf til at komme i gang. So here we go…

Jeg har indtil nu haft 2 depoter hos Saxo. Den første er mit #1000krprojekt, som er min personlige langsigtede frihedskonto, hvor jeg opbygger passiv indkomst ved at investere i udbytteaktier.

Den anden er vores fælles feriefond, som skal finansiere gode oplevelser med vores børn og engang børnebørn. Feriefonden er også det nederste lag i vores økonomiske buffer, skulle uheldet ramme og alle andre midler slippe op for os.

Saxo Bank har egentlig fint opfyldt vores behov for de 2 porteføljer og jeg synes Saxo platformen er overskuelig, prisvenlig og simpel.

Men jeg har længe kigget i retning af Nordnet af andre grunde:

  1. Nordnet tilbyder pensionsdepoter. Vi har i dag vores aldersopsparinger i banken. Men bankens handelsplatform er mildest talt elendig. Jeg vil gerne tracke vores formue rimelig præcist, og jeg kan på ingen måde få en opgørelse ultimo måneden, medmindre jeg noterer beløbet den præcise dag.

    Desuden er det utilfredsstillende ikke at kunne se, hvor meget porteføljen er steget i kr. og procent over en bestemt periode.  

  2. For det andet kan jeg oprette depoter til vores børn på Nordnet med få klik, hvilket man ikke kan hos Saxo. Min yngste vil gerne investere sine lommepenge, og det bakker jeg op om. Desuden kan midler fra børneopsparingerne overflyttes til Nordnet, når de bliver frigivet, når de er 21 år og så er det en god ide, at de er beviste om muligheden og måske har en lille smule investeret i forvejen.

  3. Investeringslån er en mulighed hos Nordnet. Jeg overvejer at geare mine investeringer op til maximalt 1:1, dvs. at man med belåning fordobler sin portefølje. Dette er en strategi med øget risiko og omkostninger, som jeg inden vil undersøge meget grundigt og regne på.

    Renterne på investeringslån er ikke billige og der er indbygget en risiko for, at Nordnet sælger ud af ens aktier på et uheldigt tidspunkt. Brugt rigtigt kan man dog booste den akkumulerende rentes-rente effekt på investeringerne mod at betale en flad simpel rente på en kredit.

  4. Det er muligt at oprette en erhvervsportefølje hos Nordnet. Dvs. at hvis jeg en dag stifter et ApS, kan jeg investere mine midler der inde og betale en flad årlig erhvervsskat på 22%. Herefter kan jeg styre, hvor meget jeg tager ud som løn og som udbytte. På den måde kan jeg længst muligt holde mig på den lave aktieavancebeskatningssats på 27%.

    I alt en dyr effektiv beskatning af aktierne på ca. 43%, men mindre i forhold til måske at betale topskat på 52,07% af personlig indkomst. Well, det ligger stadig i fremtiden, men man har vel lov at drømme stort. :-)

2. Faldgruber ved at flytte din aktiesparekonto, som du skal være opmærksom på.

Hvad gør man i praksis? Kan man bede det nye sted om at flytte Aktiesparekontoen? Hvad koster det? Hvordan får man lukket kontoen ned?

Det har været svært for mig at finde god information hos Saxo om at lukke sin aktiesparekonto, så jeg har læst op på SKAT’s hjemmeside og gik bare i gang med det praktiske, og så måtte jeg prøve mig frem.

Der er jo noget jura, der skal overholdes, når det gælder ASK, så man skal gøre tingene i den rigtige rækkefølge.

Man må f.eks. ikke have 2 Aktiesparekonti på samme tid og det betyder, at der kan gå et stykke tid fra du får afsluttet eller flyttet din første konto, indtil du kan oprette og bruge den næste.

Tid, hvor aktiemarkedet kan både gå op og ned og hvor dine penge dermed ikke er investeret.

Desuden kan du få problemer med indskudsloftet, hvis du flytter din aktiesparekonto hen over årsskiftet. Det samme gælder, hvis du bliver nødt til at lukke din konto et sted for at åbne en ny et andet sted.

En aktiesparekonto bør ikke kunne overføres mellem den 15. december og 22. januar ifølge den juridiske vejledning hos SKAT, men hvis du har trukket penge ud, og overførslen er i gang kan det trække ud. Så prøv at få styr på dit skifte i løbet af året.

Nyttig viden: Hvis din aktiesparekonto har en værdi på 150.000 kr. og du trækker det hele ud, må du gerne sætte det samme beløb ind igen. Så længe du ikke passerer årsskiftet. For så må du nemlig kun sætte forskellen mellem saldoen og indskudsloftet (2023: max. 106.600 kr) ind igen.

Værdien (på indskudsloftet) skal til enhver tid opgøres således:

Ultimoværdien året før + årets indskud - årets udlodninger. Jf. § 9, stk. 1.

Der ses ved den løbende opgørelse af værdien helt bort fra årets realiserede og urealiserede gevinster og tab.

Det vil sige, at du kan hæve 150.000 kr. og indskyde dem igen, så længe du ikke passerer årsskiftet. Vigtig detalje!

Det kræver dog, at din nye udbyder vil lave en overførsel af din aktiesparekonto fra din gamle udbyder, ligesom hvis du flyttede en pension.

Pt. tilbyder Nordnet desværre ikke at overføre en eksisterende aktiesparekonto.

Det betyder, at du hos Nordnet kun kan indsætte op til indskydsloftet, da du opretter en ny aktiesparekonto hos dem.

3. Reglerne for overførsel af aktiesparekonto.

På Skats hjemmeside kan du finde alt om reglerne for aktiesparekonti. Men kort fortalt, må du kun have 1 aktiesparekonto ad gangen. Opretter du selv en ny, før den gamle er lukket korrekt og registreret lukket hos SKAT, vil den nye aktiesparekonto blive annulleret og posteringerne tilbageført.

Det vil sige, at du beskattes, som om aktierne var investeret i frie midler. Det fremgår af SKATs indberetningsvejledning til pengeinstitutter. Det er en træls proces for både dig og det nye pengeinstitut, så det vil vi gerne undgå.

4. Processen – spar penge ved at sælge dine papirer selv.

Først håbede jeg på, at jeg kunne få Nordnet til at overføre min aktiesparekonto med papirer og det hele, men det er dog ikke en mulighed hos Nordnet. Det ville også blive en dyr fornøjelse for mig ovre hos Saxo Bank.

Saxo Bank tager nemlig 25 EUR for at overføre ét dansk ISIN-nummer og 50 EUR pr. udenlandske. Jeg havde 18 aktier i min ASK, så det ville blive ca. 3.400 kr. i gebyrer.

I stedet har jeg solgt mine aktier selv en ad gangen, hvilket jeg faktisk også er mest tryg ved.

Det kostede 14 kr. pr. aktie - i alt 252 kr. og jeg har selv sat mine Limitkurser og solgt papirerne over en uges tid.

Herefter har jeg valgt at trække mine kontanter ud via min bank og derefter selv overføre dem til Nordnet, da jeg ikke er i nærheden af indskudsloftet.

Hvis du skal overføre større beløb via bankoverførsel er det en god ide at ringe til din bank og gøre dem opmærksom på, at du gerne vil overføre et større beløb så de kan åbne en tidslomme, hvor du kan overføre pengene. Nogle banker har nemlig et maksimalt beløb der er tilladt at overføre pr. dag.

5. Opgørelse og betaling af skat.

Jeg havde i begyndelsen af marts solgt alle mine aktier og trukket de første 40.000 kr. ud af min ASK.

I Saxo App’en gik jeg til oversigten med afkast og så hvor meget porteføljen var steget med År til Dato. Dette tal gangede jeg med 17% og jeg fratrak det underskud jeg havde tilgode fra 2022.

Jeg lod først 400 kroner stå tilbage, men Saxo Banks platform beregnede den præcise SKAT jeg skyldte, så jeg ikke kunne hæve det hele.

Nedenfor ser du mit regnestykke:

Beregningen er 1 døgn forsinket, da alle gevinster skal med, så vent et par dage med at hæve din penge, hvis du vil være helt sikker på det stemmer.

Det er Saxo Bank, der hænger på beskatningen i dette indkomstår og så længe aktiesparekontoen står hos dem, er det ret smart, at deres system selv løbende kan beregne og tilbageholde det beløb, der dækker skatten.

Jeg forstår reglerne således, at skatten kun skal betales ekstraordinært, hvis aktiesparekontoen lukkes.

Ved overførsel til et nyt pengeinstitut følger skatten i stedet med videre.

3. marts, så min konto således ud:

Og her vælger jeg så nok lidt forhastet at lukke min konto hos Saxo Bank.

I app’en gør du det så således:

Din konto > Anmod om kontotjenester > Luk din konto hos Saxo.

Næsten lidt for nemt, og det skulle også vise sig at blive mere nervepirrende, end jeg havde tænkt det.

Problemet blev nemlig, at de lukkede hele brugerkontoen. Altså App’ kontoen. Ikke bare aktiesparekontoen.

Og nu kunne jeg ikke længere se beskeder fra Saxo Support.

Og bedst som man gør den slags så begynder det at myldre frem med skrækhistorier fra folk, hvor Saxo Bank ikke har lukket ASK korrekt.

En følger skriver til mig, at han ikke kan oprette en ny aktiesparekonto hos Nordnet, fordi Saxo Bank ikke har afmeldt den gamle hos SKAT.

En anden følger på Instagram siger, at hun i stedet for at lukke kontoen skrev til deres kundeservice. Efter et par uger fik hun besked om, at de havde lukket hendes aktiesparekonto og først derefter lukkede hun Saxo Bank app’en ned. Klogt!

Jeg havde også skrevet en mail til deres kundeservice den 27. Februar både på dansk og engelsk. Men fordi jeg blev utålmodig og klikkede på “luk konto” kunne jeg ikke længere se, om der kom svar fra dem. Så mit råd: Vent lige med at lukke hele din “konto”.

Du kan nemmest komme i kontakt med Saxo via App’en. Så hold den åben, indtil du får en endelig bekræftelse fra dem.

6. Opgørelse og overførsel af kontoen.

Bonus tip 1 - direkte fra SKAT

Mens jeg ventede i uvished, blev jeg utålmodig (igen) og ringede til SKAT for at spørge dem, om de kunne se, om det hele var gjort korrekt. De oplyste, at de desværre ikke kan se noget før næste skatte år, når Saxo og de andre pengeinstitutter skal indberette årets værdipapirer og saldi.

Det er altså hos VP Securities, at aktiesparekontoen skal afmeldes korrekt. Og jeg har googlet om VP har et NemID login for hobbyinvestorer, men dog uden held. 😉

Til gengæld informerede den flinke skattedame mig om, at det var nok, hvis jeg havde en kvittering fra Saxo der bekræftede, at kontoen var lukket. Ligeså snart jeg havde noget på skrift kunne jeg oprette en ny konto et andet sted, uden risiko for at den blev rullet tilbage.

De havde hos SKAT kørt sager i samarbejde med Nordnet omkring opstartstidspunktet for nye ASK og de kunne acceptere små overlap, så længe folk havde gemt kvitteringen fra det afmeldende pengeinstitut.

Endelig!

Jeg fik endelig en mail fra SAXO den 13. Marts om, at min Aktiesparekonto var blevet lukket og afregistreret hos værdipapircentralen.

Så fra den 27. Februar til den 13. Marts. Altså ca. 14 dage har det taget mig at lukke kontoen hos Saxo. Det er acceptabelt.

Herefter bør du vente endnu en uge før VP Securities får offentliggjort din afmelding. Det har jeg dog ikke fået anden bekræftelse på.

I SKAT’s vejledning fremgår det, at det er det overtagende pengeinstituts ansvar at registrere det hele korrekt hos SKAT.

Umiddelbart vil jeg tro det kun gælder, hvis det er det overtagende pengeinstitut, der står for overførslen. Og overførsler er endnu ikke en mulighed i det danske banksystem, så du skal sørge for, at Saxo gør det korrekt.

Jeg kan også tænke, at det bliver bøvlet at fremføre akkumuleret negativ afkastskat, samt at styre indskudsloftet, hvis ikke historikken bevares og overføres til det nye selskab.

Så prøv at lukke kontoen selv. Gør rent bord og få i stedet overført kontoen, når den er tømt for værdipapirer.

Bonus tip 2 - Nordnet tjekker VP Centralen

Jeg skrev til Nordnet kundeservice og de har indbygget et tjek hos VP. Sikkert fordi det er megabøvlet for dem at rulle en ulovlig ASK tilbage.

Den 13. Marts får jeg oprettet min nye aktiesparekonto og den 14. Marts bekræfter Nordnet på mail, at den er klar til at blive handlet på. Voila!

7. Opsummering

For at opsummere min måde at lukke aktiesparekontoen:

  1. Overvej, om du bør lukke din ASK. Du risikerer at måtte starte forfra i forhold til indskudsloftet.

  2. Spar omkostninger. Sælg selv dine papirer i din gamle ASK og tøm kontoen ned til sidste øre.

  3. Jura. Få afmeldt din ASK korrekt og gem en kvittering for, at din konto er afmeldt hos VP Securities.

  4. Opret en ny ASK i dit nye pengeinstitut, sæt penge ind og køb dine aktier igen.

Jeg håber, mine erfaringer har hjulpet dig. :-)

Har du prøvet at flytte din aktiesparekonto?

Vil du tilføje noget, eller har du spørgsmål? Skriv endelig en kommentar nedenfor.

Kærlig hilsen Ulla

Bemærk: Indlægget er ikke sponsoreret og kun udtryk for mine egne holdninger og præferencer. Lav altid din egen research inden du tager finansielle beslutninger. Jeg fraskriver mig ansvaret for forkerte tolkninger af materialet hos Skat. Du bør altid selv kontakte SKAT, hvis du er i tvivl. Spørg også altid dit pengeinstitut til råds, hvis du overvejer at flytte.

Næste
Næste

Overvej, hvor vigtigt det er at blive hurtigt gældfri - vi afdrager og investerer samtidigt